Er hunde de nye influencers? 4% af hunde har egen SoMe-profil

Vi menneskeliggør i større grad vores kæledyr, og ifølge undersøgelsen fra Agria Dyreforsikring betragter særligt Generation Z og de yngste Millennials dem i overvejende grad som familiemedlemmer. Det ses i hverdagen, hvor kæledyr i stigende grad indgår i aktiviteter, der traditionelt har været forbeholdt mennesker. Mange lader eksempelvis deres kæledyr sove i sengen, mens 14% af kattene og 12% af hundene fodres ved bordet. Nogle kæledyr er endda så menneskeliggjorte, at de har deres egen profil på sociale medier. 4% af hundeejerne og 3% af katteejerne angiver i undersøgelsen, at deres kæledyr har en selvstændig profil.
Tendensen til at inddrage kæledyr i traditionelt menneskelige aktiviteter understøttes også af andre studier. I en særudgave af World Leisure Journal, som undersøger menneskers fritidsvaner, beskrives fritid som en “multispecies affair” - en fællesoplevelse på tværs af arter, hvor ejerens og hundens livsførsel er tæt sammenflettet, og hunden betragtes som et sansende individ, hvis oplevelse er i fokus.
Fællesoplevelser på Museum of Illusions
På Museum of Illusions (MOI) kan gæster i alle aldre, og nu også deres hund, opleve over 70 interaktive og optiske installationer, der leger med perspektivet og udfordrer sanserne. Med mobilkameraet i hånden bliver gæsterne en del af museets optiske illusioner, så oplevelsen kan deles - måske endda på hundens egen Instagram-profil?
Praktisk information:
- Datoer: Søndag d. 24. maj, 7. juni, 21. juni og 5. juli
- Tid: Kl. 10.00-12.00 og 15.00-17.00
- Sted: Museum of Illusions, København
- Adgang: Hunde har gratis adgang i følgeskab med deres ejer
- Booking: Billetter købes online på Museum of Illusions' hjemmeside
Om Museum of Illusions:
Museum of Illusions blev skabt af Roko Živković og Tomislav Pamuković i Zagreb, Kroatien, i 2015. Deres primære mål var at introducere et koncept med "edutainment" og tilbyde besøgende den perfekte blanding af læring og underholdning gennem interaktive og fotogene udstillinger og illusoriske rum.
Museum of Illusions Group er verdens største og hurtigst voksende kæde af private museer. Udstillingerne tilbyder alle aldersgrupper interaktive oplevelser, der aktiverer sanserne, udfordrer perspektivet og vækker fantasien.
Alle illusioner og interaktive oplevelser er baseret på og fulgt af videnskabelige forklaringer på, hvad gæsterne oplever.
Museum of Illusions har mere end 60 museer fordelt i 28 lande og mere end 25 millioner besøgende globalt.
Læs mere på www.moicopenhagen.com og besøg museet på Frederiksberggade 24 (Strøget)






Accepter kun nødvendige cookies